Kort 1. Blåvands Huk - Oksby
| Kyst til Kyst Stien | Teltplads | P-plads | |||
| Seværdighed | Campingplads |
Der ledes efter rav ved Blåvand
Kyst til Kyst Stien starter ved Danmarks vestligste punkt Blåvands Huk. Turen går langs den fine sandstrand mod øst. Langs stranden ved Blåvand kan man - med den rigtige vind - være heldig at finde rav. Ruten fortsætter mod nord op gennem klitterne til Oksby Klitplantage.
Seværdigheder
1. Blåvandshuks Fyr
Blåvand Fyr
Ved Danmarks vestligste punkt kan man komme op i det 39 m høje tårn fra 1900. Først i 1948 fik tårnet en elektrisk fyrlampe. Før den tid blev der brugt andre lyskilder bl.a. fedtgasbrænder og glødenetsbrændere. Fyret udsender 3 blink hvert hvert 20. sekund. Fyrlampen befinder sig 55 m over havets overflade, og dens lys kan ses 40 km ud over havet til enden af Horns rev. Oprindelig var fyret bemandet med 1 fyrmester, 2 fyrpassere og 1 medhjælper. I dag er fyret fuldt automatiseret.
2. Blåvand Naturcenter
Nær fyret ligger Blåvand Naturcenter, der består af en naturskole med en tilknyttet
naturvejleder, en fuglestation og en naturudstilling. Der er gratis adgang til naturstillingen, der fortæller
om naturen og landskabet ved Blåvand. Her kan man se hvordan landskabet er blevet til, og om de forskellige
naturtyper i klitten. Det rige fugleliv ved Blåvandshuk bliver beskrevet, og der er opsat en computer, der viser
trækruter og billeder af fuglearterne. Udstillingen fortæller også om ringmærkningen af
fugle, der netop ved Blåvands Huk har haft stor betydning for vor viden om fuglenes trækruter.
Endelig fortælles der om olieforureningens betydning for fuglene i havet.
Se mere på www.blaavand-naturcenter.dk.
Stranden ved Blåvand er tildelt Blå Flag
Tirpitzstillingen
3. Blå Flag strande
Strandene ved Blåvandshuk og Hvidbjerg er tildelt Blå Flag. Det betyder, at strandene opfylder en lang række krav til bl.a. badevandskvalitet, sikkerhedsforanstaltninger, ordentlige toiletforhold, miljøaktiviteter, strandrensning m.v.
4. Tirpitzstillingen
Bunkeren, der aldrig blev færdigbygget, påbegyndtes af den tyske besættelsesmagt i 1944 som en del
af Atlantvolden. I en årrække var komplekset afspærret og bl.a. anvendt af Forsvaret til
forsøgssprængninger Den sydlige bunker i Tirpitz-stillingen blev åbnet for publikum i 1991.
Bunkeren er sammen med Hansted-batteriet (Hanstholm), det største kystbatteri i Danmark. Anlægget
fremstår i dag delvis som ruin.
Se mere på www.vardemuseum.dk/Tirpitz.htm